Carl Emil Lind, lærlingeformand i Metal Hovedstaden
Tobias Axelsen, lærlingeformand i Metal Sydøst
At Krifa og lignende virksomheder har lov til at kalde sig for en “fagforening”, er en direkte hån mod den danske model. Ordet fagforening består af to ord: fag og forening. Men de gule fagforeninger repræsenterer ikke et fag, og det er heller ikke en forening.
Det er derfor uforståeligt, at der stadig ikke bliver skredet ind, når de kalder sig selv for en fagforening. Lad os kalde en spade for en spade og en fagforening for en fagforening.
Siden disse “gule fagforretninger” voksede frem, har 300.000 mennesker meldt sig ud af en rigtig fagforening for i stedet at blive medlem – eller snarere kunde – hos “de gule”. På det seneste er den udvikling heldigvis gået i stå.
For hvis udviklingen var fortsat, havde det været et frontalangreb på sammenholdet, vores fælles samfundsmodel og ikke mindst vores arbejdsmarked.
Vi mener ikke, at det er to udgaver af det samme til forskellig pris, som “de gule” påstår i radioreklamer.
Krifa har nemlig ikke adgang til Arbejdsretten. De er imod strejkeretten og blokader. Og de udbetaler heller ingen støtte til deres kunder ved lovlige arbejdskonflikter i forbindelse med kollektive lønforhandlinger.
De gule fagforeningers kunder nyder godt af de goder, som den overenskomstbærende fagbevægelse forhandler sig frem til – de gule er nemlig ikke selv med til at trække læsset.
De gule forretninger slipper for det omkostningstunge apparat, som den rigtige fagbevægelse finansierer, og som gør det muligt at udvikle uddannelser, køre sager i Arbejdsretten, inddrage medlemmer i OK-forberedelserne osv. Det svarer til at sidde på et værthus og glædeligt drikke af alle de øl, som vennerne køber. Men når det så bliver din tur til at give en omgang, går du hjem i stedet for at bidrage med en runde øl.
Hamrende usolidarisk.
Det svarer til at sidde på et værthus og glædeligt drikke af alle de øl, som vennerne køber. Men når det så bliver din tur til at give en omgang, går du hjem i stedet for at bidrage med en runde øl
Derfor mener vi, at man skal stramme kravene til, hvornår man kan kalde sig for fagforening.
Kriterierne for at kalde sig en “fagforening” burde være:
- At den er medlemsejet.
- At fagforeningen bygger på demokratiske principper med kongresser og generalforsamlinger.
- At fagforeningen repræsenterer specifikke brancher og fag.
- At fagforeningen er et nonprofit-foretagende og ikke en virksomhed med en administrerende direktør.
- At fagforeningen tager uddannelsesansvar for lærlinge og elever, rejser sager i Arbejdsretten og forhandler kollektive overenskomster.
- At fagforeningen har kollegavalgte tillidsrepræsentanter, der laver lokalaftaler på deres virksomheder, som tilpasses lokale forhold.
- At fagforeningen udbetaler støtte ved lovlige arbejdskonflikter.
Der er brug for en mere snæver definition, som bør gælde på alt lovgivning på området. De “gule” fagforretninger har aldrig været rigtige fagforeninger – altså sådan nogle, der kæmper for bedre forhold for lønmodtagerne og tager ansvar i trepartsaftaler, overenskomster og meget andet.
Så hvorfor tillader vi overhovedet, at de kalder sig for en fagforening?
Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten 21. juli 2020.
Carl Emil Lind og Tobias Axelsen er begge medlem af Fagligt Udvalg i DSU.