Af Katrine Evelyn, næstformand, Signe Kaulberg, forretningsudvalgsmedlem, Lea Lindberg, forretningsudvalgsmedlem, Sofie de Bretteville, distriktssekretær, Rosemarie Visby, distriktssekretær, Stine Eiby, distriktssekretær
Der sker et vigtigt og nødvendigt opgør lige nu. Magtmisbrug og seksuelt krænkende adfærd er et udtryk for en forældet og syg kultur. Som unge kvinder i politik ved vi alle, at den kultur eksisterer og altid har gjort det – og derfor er opgøret afgørende for fremtidens unge kvinder.
Desuagtet har vi en opfordring, mens debatten raser. På nuværende tidspunkt er vi ved at tabe rigtig mange mennesker, der ellers støtter op om mere ligestilling, fordi medieverdenen i høj grad får lov til at diktere håndteringen og udfaldet af personsager. Det er ærgerligt, at fokus alene falder på samfundets mest prominente enkeltpersoner frem for det gennemgribende samfundsproblem, der fylder i mange kvinders dagligdag.
Vi bør håndtere enkeltsager internt og tage den strukturelle og kulturelle samfundsdebat i offentligheden
De sidste uger viser tydeligt, at der ikke har været en god nok intern håndtering af sager om sexisme og seksuel, grænseoverskridende adfærd. Derfor har flere kvinder følt sig nødsaget til at stille sig åbent frem og berette om deres oplevelser i medierne. Vi skylder alle involverede parter bedre forhold, for de eneste, der profiterer på den nuværende håndtering, er medierne. Derfor bør vi håndtere enkeltsager internt og tage den strukturelle og kulturelle samfundsdebat i offentligheden.
Men det er klart, at forudsætningen for at kunne håndtere sagerne internt er, at ledelser på arbejdspladser og i organisationer sørger for at sætte systemer op, præget af tillid og troværdighed, hvor de, som har oplevet grænseoverskridende adfærd, kan henvende sig.
Det må aldrig nå dertil, hvor det er nødvendigt at tage disse opgør i medierne, for vi ser desværre på nuværende tidspunkt, hvordan kvinder, der står frem i medierne, bliver udsat for heksejagt, voksenmobning og beskyldninger om alt fra, at de ødelægger partiet, til at de er løgnere.
Vi ser også, hvordan de bliver presset af journalister til at komme med de ’slibrige detaljer’, og hvordan journalister ringer rundt for at presse flere kvinder til at stå frem mod deres vilje eller for at få svar på udokumenterede rygter.
Den nuværende måde at håndtere disse sager på må ikke fjerne fokus fra, hvad politik egentlig handler om
Samtidig får den anklagede part ikke mulighed for på en ordentlig måde at fortælle sin side af sagen. Et godt eksempel på det var, da det blev lækket til pressen, at Martin Lidegaard (R) på mødet i Den Sorte Diamant blev konfronteret med en meget løs og ukonkret anklage, der potentielt kostede ham muligheden for at blive Radikale Venstres næste politiske leder. Han fik hverken sagens detaljer at vide og fik heller ikke mulighed for at forsvare sig, for han anede ikke, hvad det egentlig var, anklagen lød på.
Noget lignende skete for Jesper Petersen (S), der blev presset til at fortælle offentligheden om et privat forhold, han havde til en pige for 19 år siden. Det gjorde han, fordi Ekstra Bladet havde truet med at afsløre ’historien’.
Vi kan desværre godt forstå, hvis tilliden til politikere daler, hvis denne måde at håndtere sager på skaber præcedens. Vi mener, at det har været en nødvendighed at tage de seneste ugers sager om seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd i medierne for at skabe opmærksomhed på, at ledelser rundt omkring har et ansvar for at håndtere problemet. Men den nuværende måde at håndtere disse sager på må ikke fjerne fokus fra, hvad politik egentlig handler om, nemlig at skabe strukturel forandring. Derfor er vi nødt til at håndtere de konkrete sager internt og tage den strukturelle debat i offentligheden. Ingen ud over medierne og deres pengekasser vinder på, at der bliver drevet offentlig personjagt.
Vi er alle medlemmer af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Det er ikke nogen hemmelighed, at vores organisation også har måttet slås med en dårlig kultur. Vi har også taget et internt opgør. Det var hårdt, men nødvendigt.
Ingen ud over medierne og deres pengekasser vinder på, at der bliver drevet offentlig personjagt
Vi har konkret vedtaget en samværspolitik, der blandt andet indeholder en alkoholpolitik, et lederkodeks og en procedure for, hvordan vi håndterer personsager. Vi behandler personsager internt med respekt for de krænkedes ønsker og med mulighed for, at den anklagede kan fortælle sin side af sagen, inden DSU’s forretningsudvalg træffer en afgørelse. Der er mulighed for at sanktionere på forskellige måder – blandt andet ved at fjerne folk fra tillidsposter, give karantæne fra arrangementer eller egentlige eksklusioner. Selvfølgelig alt efter karakteren af krænkelsen. Og vi er blevet meget mere konsekvente. Vi kan derfor også sige, at vi alle synes, at DSU er blevet et tryggere og bedre sted at være aktiv.
Vi er nok ikke i mål, men vi har en meget mere åben diskussion om kulturen i DSU og tager vores interne regler og politikker meget alvorligt. Måske kan andre lære af den måde, DSU bekæmper problemet på.
Debatindlæg bragt i Politiken den 27. oktober 2020.