Skrevet af Mads Hvidbjerg
Redigeret af Andreas Petersson
Med sin nytårstale den 1. januar slog Mette Frederiksen regeringens prioriteter i 2021 tydeligt fast: Corona, klima og udlændingepolitik. Men ud over de tre forventelige temaer dedikerede statsministeren også en stor del af sin tale til den voksende kløft mellem storbyerne, provinsen og landdistrikterne. Hun talte om centralisering af uddannelser, lukning af sygehuse og politistationer og konstaterede, at selvom Danmark er et lille land, så er “mulighederne blevet mere skævt fordelt”.
Tre uger inde i det nye år blev boligminister Kaare Dybvad så forfremmet til indenrigs- og boligminister. Dermed sendte statsministeren et klart signal om, at Kaare Dybvad er manden, der skal gøre regeringens visioner for et land i bedre balance til virkelighed.
Få uger efter udnævnelsen lykkes det DSU’eren at få et interview i stand med den nyslåede indenrigsminister. Kaare Dybvad er klar i mælet, da han bliver spurgt, hvad der bliver hans vigtigste ambition som indenrigsminister:
“Den vigtigste opgave er at sørge for, at der er lige muligheder, uanset hvad for en landsdel, man vokser op i. At det velfærdssamfund, som vi har, gælder i hele landet, og at vi får stoppet den centralisering, som man satte gang i for 15 år siden, så man også kan tage en uddannelse, hvis man bor i en mindre by, og så man har mulighed for at tage toget eller komme til lægen. Det handler ret tydeligt om udviklingen i provinsen”.
For Kaare Dybvad har kampen imod centralisering og affolkning af landdistrikterne stået højt på dagsordenen i mange år. Han har en kandidatgrad i geografi og geoigenformatik fra Københavns Universitet, og i 2015 udgav han bogen Udkantsmyten med undertitlen “Hvordan centraliseringen af Danmark ødelægger vores økonomi og sociale sammenhængskraft”. Før han blev valgt til Folketinget i juni 2015, rådgav han virksomheder i Region Sjælland fra Væksthus Sjælland i Vordingborg.
Den største centralisering siden enevælden
Hvis man følger med i debatten om centralisering og fordelingen af velfærdsinstitutioner på danmarkskortet, støder man ofte ind i meningsdannere, politikere eller eksperter, der mener, at skaden allerede er sket, og at det ikke kan gøres om. At affolkning af provinsen og tilflytning til storbyen er en af det 21. århundredes naturlove.
Det tror Kaare Dybvad ikke på. Han mener, at politikerne skal “tage fat” og ”gøre en indsats for at det kan lade sig gøre”.
“Vi tror på, at politik gør en forskel, og at vi kan være med til at sikre, at dem, der vokser op, får lige gode muligheder, uanset om de gør det i Gentofte eller i Rødbyhavn”, slår han fast.
Når Danmark er blevet for centraliseret, skyldes det ifølge Kaare Dybvad særligt kommunalreformen i 2007 og en række andre reformer af blandt andet politi og retsvæsen, der fulgte i dens kølvand. Med daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens strukturreform blev Danmarks 271 kommuner slået sammen til 98. Samtidig blev amterne nedlagt og erstattet af de fem større regioner, som vi fortsat har i dag.
Vi tror på, at politik gør en forskel, og at vi kan være med til at sikre, at dem, der vokser op, får lige gode muligheder, uanset om de gør det i Gentofte eller i Rødbyhavn
Kaare Dybvad tøver ikke med at kalde strukturreformen for “den største centralisering i danmarkshistorien siden enevældens indførsel”. Den har nemlig haft drastiske konsekvenser for mange af de lokalsamfund i provinsen, der pludselig mistede byens kommunekontor og de arbejdspladser, der fulgte med.
“Man havde ikke regnet med i ligningen, at der var rigtig mange mindre samfund, hvor man pludselig oplevede, at fordi kommunen ikke var der, så lukkede butikkerne i hovedgaden. Det blev sværere at få folk til at bosætte sig der. Bagefter lukkede man rigtig mange sygehuse, uddannelsesinstitutioner, politistationer og så videre rundt om i hele landet. Dét har været ødelæggende for rigtig mange lokalsamfund”, forklarer Kaare Dybvad.
Da Holbæk Seminarium lukkede
I 2014 lukkede lærerseminariet i Holbæk – ikke langt fra Vipperød Mark, hvor indenrigs- og boligministeren selv er født og opvokset. Kaare Dybvad fremhæver lukningen af Holbæk Seminarium som et skrækeksempel på, hvilke problemer centralisering af uddannelsessystemet kan skabe for en mellemstor provinsby.
For ud over at de unge og deres energi i bylivet forsvandt ud af Holbæk, fik seminarielukningen også flere og mere vidtrækkende konsekvenser for hele nordvestsjælland.
“Når man lukker Holbæk Seminarium, så er det jo klart, at man kan lave et større seminarium i Roskilde, som flere vil søge, og hvor du vil kunne lave mere specialiserede linjefag. Men samtidig har vi oplevet, at der er rigtig mange skoler i Nordvestsjælland, hvor der ikke er uddannede lærere. De to ting skal man jo veje op mod hinanden”, siger Kaare Dybvad og konstaterer, at det selvfølgelig har en værdi, hvis man kan tilbyde mere specialiseret undervisning.
“Men”, uddyber han og fortsætter:
”Hvis det betyder, at der er landsdele, hvor andelen af lærere, som ikke har uddannelse, stiger meget voldsomt, så kan man jo diskutere, om eleverne i Danmark samlet set får en bedre undervisning. Det synes jeg ikke, de gør”.
Centralisering skader unges muligheder
Centraliseringen af uddannelsessystemet kan altså få store konsekvenser for de provinsbyer, der pludselig mister en uddannelse. Først og fremmest begrænser uddannelseslukningerne dog unges muligheder for at tage en uddannelse dér, hvor de bor. Faktisk er ministeren slet ikke tvivl om, at det “i høj grad har særlige konsekvenser for unge mennesker, når vi centraliserer”.
Ifølge Kaare Dybvad bidrager medierne til at skabe en fortælling om, at langt de fleste unge fra provinsen drager til København, Aarhus, Odense eller Aalborg for at tage en videregående uddannelse. Det er imidlertid langt fra sandheden, påpeger han:
“Vi skal huske, at der er rigtig mange mennesker, som bliver boende. Og vi skal jo også sørge for, at de får et rimeligt tilbud om at få en uddannelse og skabe sig et godt liv med et godt job”.
Kaare Dybvad fremhæver Lolland og Guldborgsund som eksempler på kommuner, hvor mere end halvdelen af de unge faktisk bliver boende. I Guldborgsund Kommune, som dækker Falster og en del af Lolland, bor 75 procent af de unge fortsat i kommunen, når de fylder 25 år. I Lolland Kommune er tallet 53 procent, og selv i provinskommuner uden videregående uddannelser – f.eks. Vejen og Struer – er det de fleste steder mere end halvdelen.
Det er enormt vigtigt, at vi har forståelse for den kvalitet, der er i lokalsamfund, og som gør, at rigtig mange unge gerne vil blive boende. Der er tryghed, gode lokale foreninger og idrætsklubber, der har en kvalitet for folk
For den nye indenrigsminister er det vigtigt, at vi også husker alle de unge, der bliver boende i provinsen, når vi fordeler uddannelsespladserne på danmarkskortet.
“Der er mange, der godt kan lide at bo i en lidt mindre by, og som bare gerne vil blive sammen med kammeraterne på fodboldholdet. Det er enormt vigtigt, at vi har forståelse for den kvalitet, der er i lokalsamfund, og som gør, at rigtig mange unge gerne vil blive boende. Der er tryghed, gode lokale foreninger og idrætsklubber, der har en kvalitet for folk. Der skal vi jo ikke sige, at vores samfund pludselig skal indrettes efter dem, der gerne vil flytte til en stor by”, siger Kaare Dybvad.
Ifølge ministeren – der selv drog fra Vipperød til Købehavn for at studere Geografi – er det især medierne og de store aviser, der bidrager til at skabe et skævvredet billede af, at flertallet flytter fra provinsen for at uddanne sig i de store byer. Kaare Dybvad konstaterer spidst, at “der er en vis blindhed blandt medie-, kultur- og uddannelseseliten over for, hvilke præferencer de fleste danskere egentlig har”.
Kaare Dybvad tror, det hænger sammen med, at mange af journalisterne selv er flyttet fra en provinsby til København og derfor fejlagtigt tror, at deres valg er det rigtige for alle. Men bare fordi journalisten var dygtig i skolen, havde nemt ved det boglige og flyttede til København for at arbejde på en avis, så er dét ikke lykken for alle, siger Kaare Dybvad og uddyber:
“Vi er forskellige. Det store flertal vil gerne blive boende deromkring, hvor de er født og opvokset. Det bliver glemt i debatten”.
Et velfærdssamfund i hele landet
Det er lige præcis dét – at man skal kunne leve et godt liv i hele Danmark – der står øverst på Kaare Dybvads to-do-liste i Indenrigs- og Boligministeriet. Først og fremmest er det uddannelsessystemet, den nye minister vil tage fat på. Der skal udflyttes og åbnes videregående uddannelser flere steder i provinsen. Gymnasierne i de små lokalsamfund skal sikres økonomisk. Og det skal give mening for kommunerne at fastholde folkeskoler i yderområderne.
Der er en vis blindhed blandt medie-, kultur- og uddannelseseliten over for, hvilke præferencer de fleste danskere egentlig har
Der skal flyttes velfærdsuddannelser ud i landet. Men det er ikke nok kun at udflytte uddannelser med frit optag. Det er nødvendigt også at flytte flere af de særligt eftertragtede videregående uddannelser ud til provinsen, siger Kaare Dybvad og nævner i den forbindelse jordemoderuddannelsen:
“Det må ikke kun være de uddannelser, hvor der er frit optag, hvor alle kan komme ind, og hvor der måske endda er for mange uddannelsespladser, som vi flytter til provinsen. Det skal også være nogle af dem, som traditionelt har været meget eftertragtede. Hvis man for eksempel tager jordemoderuddannelsen, som man har oprettet i Esbjerg, så er der kæmpestor søgning til den, og det er en meget populær uddannelse”.
Når de populære tilbud ligger i de store byer, så er det også klart, at unge flytter dertil”, tilføjer Dybvad.
En socialdemokratisk værdikamp
For Kaare Dybvad er kampen imod centralisering af Danmark vigtigt socialdemokratisk hjerteblod. Han beretter indigneret om Jeppe Aakjær og Peter Sabroe, der allerede i starten af 1900-tallet kerede sig om provinsbefolkningen. For det handler netop om at sikre velfærdssamfundet i hele landet, forklarer Kaare Dybvad:
“Velfærdssamfundet blev skabt til at være i hele landet, fordi vi troede på, at det var en bedre samfundsmodel end eksempelvis et liberalt samfund. Det, vi kan se, er, at centraliseringen udfordrer netop dét. Man betaler det samme i skat i Rødby og i Rungsted, men du får ikke det samme for pengene, uanset hvilken landsdel du er i”.
Man betaler det samme i skat i Rødby og i Rungsted, men du får ikke det samme for pengene
Det handler om velfærd. Men for Dybvad handler det også om sammenhængskraft. For det er sundt for fællesskabet, når forskellige mennesker bor sammen, har deres børn i de samme skoler, handler i de samme butikker og går til de samme fodboldkampe. Og netop dét risikerer vi – ifølge Kaare Dybvad – at miste, hvis centraliseringen af de videregående uddannelser og statslige arbejdspladser – og dermed akademikerne – fortsætter.
Konsekvensen er, at færre velstående danskere får en forståelse for, hvordan det er at leve med et almindeligt job med en almindelig løn.
“Jeg er selv vokset op i den fattigste landsdel i Danmark i en håndværkerfamilie, og af alle dem, jeg gik i klasse med, var der ikke en eneste, der havde en forælder med en akademisk uddannelse. Når jeg ser på dem, så er det sgu gået meget godt alligevel”, siger Kaare Dybvad.
Dette interview er bragt i medlemsmagasinet “DSU’eren”, nr. 1, årgang 100, marts 2021
