»Ted Hui snød sig til Danmark, og den danske udenrigsminister signalerede med sin afvisning af et møde med ham, at den danske regering ikke har ønsket at rode sig ud i problemer med Kina. Det vil blive opfattet som et godt signal i Beijing«.

Det var ordene fra professor Lau Siu-kai fra Chinese University of Hongkong i begyndelsen af december, da den danske regering nægtede at mødes med demokratiforkæmperen Ted Hui fra Hongkong. Siu-kai er de facto en slags talsperson for det kinesiske diktatur i Hongkong, og hans taknemmelighed fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Sagen om Ted Huis besøg i Danmark er blot et lille eksempel på, hvor svagt vi, Europa og Vesten står i den globale kamp for frihed og demokrati

Hvor er det dog trist, at vi skal bukke og skrabe for et diktatur, der i disse år bliver mere brutalt på hjemmefronten og mere magtfuldt på den globale scene. Vi glæder os over, at en modig parlamentariker fra et demokrati søger asyl i et andet land end vores og tørrer sveden af panden. Heller ikke denne gang fik vi problemer med Kina.

Sagen om Ted Huis besøg i Danmark er blot et lille eksempel på, hvor svagt vi, Europa og Vesten står i den globale kamp for frihed og demokrati. Det er endnu ikke lykkedes os at stable en fælles alliance på benene, der tør kæmpe for at styrke de liberale demokratier i verden. Et andet eksempel er angrebet på Artsahk fra Aserbajdsjan, hvor de to store bagmænd er det stadigt mindre demokratiske Tyrkiet og det mere og mere magtfulde Rusland. De angrebne armenere får ikke meget ørenlyd i Europa eller USA, selvom flygtningestrømme og nød kun vokser i denne tid.

I disse år er det diktaturer og politistater, der får mere magt – ikke demokratierne. Her står Kina i front, og intet tyder på, at det vil ændre sig. De opkøber Afrika, søger nu flere patenter end USA og er stærkt på vej til at blive verdens største økonomi. Selvom statskapitalismen har afløst den økonomiske kommunisme, så har man bevaret synet på mennesker som sjælløse væsener.

Samtidig bliver over en million muslimske uighurer fra Xinjiang-provinsen holdt fanget i såkaldte genopdragelseslejre, som nok mest af alt er torturkamre – eller det, der er værre. Militæret strammer grebet om aktivister og andre, der protesterer, flere smides i voldelige fængsler, og Beijing er nærmest holdt op med at skjule deres ærinde i Hongkong: Kravet om frihed, demokrati og oplysning skal endegyldigt kvæles.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har annonceret, at Danmark skal føre en »værdibaseret« udenrigspolitik. Det er jeg meget enig med ham i. Men kritikere har samtidig sagt, at det indtil videre har været svært at se, hvad det helt præcist går ud på. Det er jeg også enig i. Heldigvis er planen, at udenrigsministeren skal præsentere den udenrigspolitiske strategi efter nytår.

Så længe Kina er i stand til at give fattige mennesker arbejde, uddannelse og mad, bliver det svært at samle så stor folkelig modstand, at politiet og militæret tager det bare en smule seriøst

Jeg mener, at en ny værdibaseret dansk udenrigspolitik først og fremmest bør basere sig på disse to konkrete pejlemærker:

For det første skal kampen for frihed og demokrati være i højsædet. Vi bør stræbe efter at skabe en reel alliance blandt demokratier i verden, som slår ring om hinanden i mødet med Kina. Et forstærket handelssamarbejde skal afbøde konsekvenserne af kinesiske strafaktioner. En mere koordineret industri- og erhvervspolitik skal opbygge nye forsyningskæder, som kan sikre en større uafhængighed. Vi skal sammen med vores allierede etablere et samarbejde om at beskytte dissidenter og politiske flygtninge bedre.

Misforstå mig ikke: Jeg ved godt, at det er uhyre vanskeligt for en dansk regering at sætte hælene i over for Kina, verdens næststørste økonomi. Jeg anerkender også, at blandt andre statsministeren i foråret sagde, at hun efter debatten om kinesiske Huawei vil opstille en række kriterier, når teleselskaber leverer kritisk infrastruktur. Og det er nemt for mig at sidde på sidelinjen med rene hænder, når jeg ikke har ansvaret for titusindvis af danske arbejdspladser.

Vi skal selvfølgelig heller ikke klippe alle handelsmæssige og økonomiske bånd til det Kina, som vi lige nu er så afhængige af. Men vi skal enten direkte eller indirekte arbejde henimod en udenrigspolitisk strategi, som vil kunne gøre Europa, USA og resten af Vesten mindre afhængige af Beijings luner. For hvad er alternativet egentlig?

Intet tyder nemlig på, at det kinesiske diktatur er i nærheden af at vakle. Tværtimod. Den historiske lære er, at brød på bordet kan få mennesker til at holde kæft med friheds- og demokratikrav. I Saudi-Arabien har man gennem tiden smidt om sig med checks til borgerne, når sociale kriser truede. Det arabiske forår startede i 2010, da en arbejdsløs tuneser satte ild til sig selv, fordi hans grøntsagsvogn blev beslaglagt. Krav om ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, fri bevægelighed, demokrati osv. kommer ofte efter krav om sociale forbedringer.

Så længe Kina er i stand til at give fattige mennesker arbejde, uddannelse og mad, bliver det svært at samle så stor folkelig modstand, at politiet og militæret tager det bare en smule seriøst. Globaliseringen har gjort det nemmere for det kinesiske diktatur at fastholde magten – ligesom olien i store dele af Mellemøsten og Latinamerika. Det skal vi erkende og derefter bruge erkendelsen til at lægge sporene til en ny økonomi-, industri- og handelspolitik.

For det andet skal klimahensynet gennemsyre vores politik og diplomati overalt i verden. Vi skal være et grønt foregangsland og sætte barren højt. Det betyder blandt andet, at Danmark altid skal søge at hæve de klima- og miljøpolitiske ambitioner på europæisk og globalt plan. Det i sig selv skal være et bærende princip. Vi kommer heller ikke uden om at lægge en klimavenlig strategi for udviklingen af produktions- og forsyningskæderne i verden. Mere er nødt til at blive produceret tættere på forbrugerne.

De to pandaer i ZOO vil for altid fortælle en historie om, at det er nemmere at tage imod dyr fra et diktatorisk styre i Beijing, end det er at sende et julekort til mennesket og demokratiforkæmperen Ted Hui. Og den historie giver en grim smag i munden

Vi skal ikke tilbage til 1950’ernes ineffektive samfund, men halleluja-troen på, at globaliseringen selv kan fordele produktionsopgaverne mellem verdensdelene, går ikke længere. Kloden kan ikke holde til det. Ingen tvivl om at det har trukket millioner af mennesker ud af fattigdom. Men det har også forlænget levetiden på brutale diktaturer, samtidig med at demokratierne er blevet svækket.

Her kan og skal klimakampen og demokratikampen følges ad. I en politisk alliance mellem demokratiske lande kan der udvikles en plan for nye og bæredygtige produktions- og forsyningskæder. Ligesom mindre olieefterspørgsel gør det sværere for despoterne at bestikke sig til magten, så skal globaliseringen ikke konsekvent sende alle esserne over til Kinas hånd. Resultatet er, at styret har konsolideret sin magt og opkøbt stadigt større landområder i resten af verden.

Danmark kan ikke leve med den nuværende udvikling, hvor demokratierne gradvist svækkes og bliver mere skræmte. Danmark er et lille land, som har meget få muskler at spille med. Men vi kan arbejde henimod en strategi, hvor friheds- og demokratikampen spiller den mest afgørende rolle – i et tæt samspil med klimakampen – og hvor vi rækker ud til vores demokratiske allierede i verden.

Indtil det er på plads, kunne vi måske aflevere de dødskys-pandaer i Zoologisk Have i København, som vi hovedløst tog imod. Vi behøver ikke at sige sandheden i første omgang, hvis det er for farligt. Måske kan vi gemme os bag en undskyldning om, at de praktiske forhold for dyrene ikke er optimale. Bare de forsvinder.

De to pandaer i ZOO København vil for altid fortælle en historie om, at det er nemmere at tage imod dyr fra et diktatorisk styre i Beijing, end det er at sende et julekort til mennesket og demokratiforkæmperen Ted Hui. Og den historie giver en grim smag i munden.

 

Debatindlæg i Politiken 30. december 2020.