Carl Emil Lind, formand i Metal Ungdom
“I 2030 kommer vi til at mangle 100.000 faglærte. Det er en bombe under vores velfærdssamfund”.
Den sætning har jeg hørt flere gange dagligt, siden Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) kom med en ny analyse. Det er ikke kun et problem for vores økonomi. Manglen på hænder kan have enorme konsekvenser for vores klimapolitik. Høje ambitioner, rapporter og snak løser ikke den grønne omstilling alene. Nok er vi enige om, at der skal forskes meget mere i grønne teknologier, men hvad nytter det, hvis ikke vi har hænderne til at gennemføre omstillingen?
Hvem skal lægge rørene? Hvem skal rejse vindmøllerne? Hvem skal sørge for, at der er el-ladestandere langs motorvejene? Hvem skal energirenovere vores huse? Hvem skal producere energiløsninger, som industrien eksporterer til resten af verden?
Høje ambitioner, rapporter og snak løser ikke den grønne omstilling alene
Svaret er selvfølgelig faglærte. Uden hænder nok kan vi lige så godt skyde en hvid pil efter den grønne omstilling. Derfor kan det godt undre mig, at der ikke er mere opbakning fra klimafrontkæmperne til, at flere skal vælge en grøn erhvervsuddannelse. Det er nemlig metallernes sorte hænder, der skal producere fremtidens grønne løsninger. Det er der desperat brug for. Jeg har stor respekt for de mange unge, der lægger deres spisevaner om og køber genbrugstøj for at gøre deres for klimaet. Det kan bare ikke stå alene. Enkeltpersoner kan ikke alene omstille vores samfund. Hvis jeg skal sætte det lidt hårdt op, så bidrager veganere i genbrugstøj ikke mere til den grønne omstilling end en vindmølleoperatør. Manglen på sidstnævnte kan i hvert fald ikke være til diskussion. Det er åbenlyst for enhver.
Nogle tror helt fejlagtigt, at der er modsætningsforhold mellem på den ene side arbejde, vækst og produktion og på den anden side den grønne omstilling. Det kunne ikke være mere forkert. Den grønne omstilling gemmer på et hav af muligheder for arbejdere i Danmark. I Metal Ungdom frygter vi ikke ny teknologi, som kan fremme den grønne omstilling. Til gengæld frygter vi den gamle, ineffektive og forurenende teknologi. Det kræver selvfølgelig, at vi prioriterer efteruddannelse, og at erhvervsuddannelserne får et gevaldigt løft, så vi i højere grad kan få grønne kompetencer ind på uddannelserne.
Det kan undre mig, at der ikke er mere opbakning fra klimafrontkæmperne til, at flere skal vælge en grøn erhvervsuddannelse
I Danmark er der talrige eksempler på gode danske produktionsvirksomheder, som går allerforrest i kampen for bedre energiløsninger. I Nordsjælland ligger høreapparatproducenten Widex. Deres produktion er 100 procent energineutral, og virksomheden har et hav af solceller og én vindmølle, der forsyner produktionen med energi. I Danfoss er industriteknikere og automatikteknikere alfa og omega for, at virksomheden kan producere verdens mest energieffektive varmepumper, som bliver eksporteret til hele verden.
Så kære DSU: Husk, at arbejde, produktion og håndværk er dybt nødvendigt i den grønne omstilling. Vores forfædre har bygget Danmark op – nu skal vi bygge Danmark grønt!
Klumme af Metal Ungdom i medlemsmagasinet “DSU’eren”.
Nr. 2, årgang 100 – juni 2021