Lea Lindberg, international sekretær
Der foregår en afgørende debat, som desværre er druknet i mink, Trump og corona. En debat, der sætter noget af det mest grundlæggende i vores samfund på prøve og noget, der kan få afgørende betydning for dansk velstand, arbejdstagerrettigheder og løn.
Debatten om en fælleseuropæisk mindsteløn er en fuldkommen afgørende debat for Danmark og danskerne. Det væsentlige instrument – den danske model – er sat til debat i Europa. Og ligesom politikere i Danmark ikke skal blande sig I overenskomstforhandlinger, så skal de europæiske politikere heller ikke.
Er vi så EU-positive, at vi vil lade EU bestemme over danske lønmodtageres løn, arbejdsvilkår og rettigheder?
Derfor må vi spørge os selv: Er vi så EU-positive, at vi vil lade EU bestemme over danske lønmodtageres løn, arbejdsvilkår og rettigheder? Det bliver et klart NEJ!
Det er tydeligt, at de steder, hvor løn- og arbejdsvilkår og rettigheder er bedst, er der, hvor aftalerne sker gennem trepartsforhandlinger.
En lovbestemt mindsteløn i EU er – åbenbart – udset til at blive den helt store sejr for Socialdemokratiet i Europa. Men Danmark har intet at vinde på det. Spørgsmålet er så, hvor mange af vores europæiske venner, der vinder på det.
Ursula von der Leyen siger, at hun ønsker at respektere nationalstaternes traditioner om kollektive overenskomster. Men det giver stadig rynker i brynene og bekymring for den danske model. Det samme siger den tyske, socialdemokratiske beskæftigelseskommissær. De lande, man skulle tro ville vinde på dette direktiv og denne medianløsning, er ikke Europas fattigste lande som Bulgarien eller Rumænien. Heller ikke Ungarn, Polen eller Letland. Det forslag, der ligger på bordet, er et gennemsyret tysk forslag, der skal være med til at løse tyske problemer.
Der er et klart ønske om at gøre noget ved den voldsomme ulighed og fattigdom, som er i gang med at knække Europa over på midten. Men vi skal stille større krav til at løse det problem end et forslag, som kun gavner ganske få medlemslande. Et forslag, der samtidig kan få katastrofale konsekvenser for andre.
[…] ellers kommer meget mere på spil end blot den danske model
Et år fyldt med intens debat i EU, og vi er ikke et skridt tættere på et bud på, hvordan den danske model skal beskyttes. Det er ikke godt nok. Danmark må og skal have et klart svar på, hvordan man værner om nationalstaternes tradition for kollektive forhandlinger. For ellers kommer meget mere på spil end blot den danske model.
Lavere løn, dårligere arbejdsforhold, færre kroner til velfærd er blot dele af frygten for dette forslag. Det skræmmer mig, for det betyder, at min opbakning til vores europæiske fællesskab falder drastisk. Min klare formodning er, at jeg ikke vil være den eneste, der har det sådan. Det vil blive et problem for Danmarks opbakning og tillid til det fællesskab, som ellers har en masse at byde på.
Ingen kan fornægte, at grænseoverskridende problemstillinger kræver grænseoverskridende løsninger; men behovet for en fastsat europæisk mindsteløn bør ikke være en del af løsningen. Det er et forslag, der skal løse tyske problemer og intet andet. Det må tyskerne selv rode med. Derfor bliver det et klart nej til en EU-mindsteløn. Det gælder uanset, hvor mange løfter der kommer om at beskytte den danske model.