Af Andreas Petersson
Alt for mange unge oplever at blive udsat for diskrimination – alene på (bag)grund af, ja… deres baggrund. To af dem er Ayman Ahmad og Emily Gadegaard på hhv. 18 og 20 år. Ayman og Emily er to helt almindelige unge mennesker. Altså… Bortset fra at Ayman med egne ord “ligner en kriminel”, mens Emily er transkvinde.
Den ene er i gang med uddannelsen til køletekniker på Den Jyske Håndværkerskole. Den anden læser Økonomi på Københavns Universitet. De har – desværre – én ting tilfælles: De har begge oplevet at blive diskrimineret.
Afslag på afslag
18-årige Ayman er i lære som køletekniker. Det er et fag med stor mangel på arbejdskraft, og arbejdsgiverne skriger efter lærlinge. Det burde derfor være ligetil, da Ayman skulle søge en læreplads. Men sådan gik det imidlertid ikke.
Ayman søgte læreplads i 20 forskellige virksomheder. Nogle af virksomhederne havde endda selv annonceret, at de søgte lærlinge. Alligevel fik han afslag på afslag, og i nogle af tilfældene blev han blankt afvist, når han henvendte sig. Det undrede Ayman.
I mit CV nævner jeg slet ikke min straffeattest, eller at jeg er tidligere straffet – så det kan ikke være det, der er skyld i afslaget
Der er især én episode, der stikker ud, og som Ayman derfor husker tydeligt. Han ringede til en virksomhed og havde en telefonsamtale, der forløb rigtig godt.
“De manglede en lærling og i telefonen lød det, som om jeg allerede havde fået lærepladsen. Jeg skulle bare sende mit CV, og så ville de sende mig en kontrakt”, fortæller Ayman.
Men Ayman hørte ikke noget fra virksomheden. Han ringede derfor til virksomheden igen og fik at vide, at de – åbenbart – ikke manglede en lærling alligevel. Ayman undrede sig, men tænkte ikke videre over det.
Efter længere tids søgen, hvor han kunne se sine klassekammerater få smidt lærepladser i nakken, mens han selv fik afslag på afslag, kunne Ayman ikke lade være at tænke på, om hans etnicitet og navn – Ayman Ahmad Mouhammad – kunne være en årsag. Han forsøgte sig derfor med en ny strategi.
Undlod at nævne sit navn
En dag ringede Ayman til en virksomhed og oplyste bevidst ikke sit navn. Pludselig var virksomheden meget interesseret og bad ham om at sende sit CV. Men endnu en gang hørte Ayman ingenting efter at have sendt sit CV. Da der var gået over en uge, ringede han for at følge op og fik at vide, at de ikke manglede lærlinge lige i øjeblikket – også selvom virksomheden havde et opslag om, at de søgte en køleteknikerlærling.
Efterfølgende ringede en af hans etnisk danske klassekammerater – med et danskklingende navn – til samme virksomhed og søgte præcis den læreplads, som Ayman havde søgt. Hans klassekammerat fik lærepladsen med det samme.
“Der blev jeg kraftedeme irriteret. Hvad er det lige, der foregår? Altså, vi er i 2023. Det er jo helt latterligt, at det her sker”, siger Ayman.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Ali Baba-skæg er et ‘red flag’
Ayman er tidligere straffet. Han kan ikke fremvise en ren straffeattest. Det skyldes, at han har en kriminel fortid, der rummer mere end bare drengestreger. Det drejer sig om personfarlig kriminalitet, tyveri og røveri.
Er det ikke meget naturligt, at en arbejdsgiver har sine forbehold i forhold til at tage dig ind som lærling i virksomheden, når du har en plettet straffeattest?
“Selvfølgelig er der nogle arbejdsgivere, der kan blive skræmt ved det. Det er både naturligt og forståeligt. Men i mit CV nævner jeg jo slet ikke min straffeattest, eller at jeg er tidligere straffet – så det kan ikke være det, der er skyld i afslaget”, svarer Ayman.
Når du siger, at du bliver fravalgt på baggrund af etnicitet, hvad er det så konkret, du mener? Er det, fordi du har irakiske rødder? Er det, fordi du er mørkere i huden? Er det, fordi du er muslim?
“Prøv at høre her. Jeg hedder Ayman Ahmad Mouhammad. Dét er allerede et ‘red flag’ for mange arbejdsgivere. Derudover har jeg et kæmpe Ali Baba-fuldskæg, jeg er mørk i huden og ligner ikke en etnisk dansker. Det gør altså lidt, ik’? Så ja, jeg mener, det er mit udseende og mit navn, der stikker fuldstændig ud. Jeg ligner jo ikke andre. Det vil jeg heller ikke, og det kommer jeg heller ikke til. Jeg kan lide mig, som jeg er, men det er der så nogle, der ikke kan. Og ved du hvad? Fuck dem. Er det ikke rigtigt eller hvad?”, siger han.
Overfuset af fuld mand
For 20-årige Emily er historien og casen en lidt anden. Det er knap halvandet år siden, at Emily sprang ud som transkvinde. Emily mener ikke selv, at hun har “verdens mest spændende historier”, for hun har ikke oplevet – på samme måde som Ayman – at blive afvist eller få afslag alene pga. sin baggrund. Men hun har alligevel oplevet det, man kalde for hverdagsdiskrimination.
En af oplevelserne fandt sted ved et supermarked under valgkampen til folketingsvalget i efteråret 2022. Her blev Emily pludselig udsat for et verbalt overfald.
“Vi lavede noget uddeling foran en dagligvarebutik i Ballerup. Hende, jeg var på kampagne sammen med, gik lige ind for at købe noget, så jeg stod alene ude foran. Så kommer der pludselig en fuld mand hen til mig og begynder at stille spørgsmål om mit køn og spørger, om jeg godt ved, at det, jeg gør, er imod Gud. Derefter holder han en længere tale om, at det er umoralsk, hvorefter han giver mig en forelæsning om, hvorfor jeg er forkert og så videre”, fortæller Emily om episoden.
Jeg føler mig ekstremt utryg i situationen
“En ting er selvfølgelig, at et andet menneske kan få sig selv til at overfuse en fremmed person og konfrontere mig på den måde. Men det er også dét, at jeg står der alene. Selvom der er masser af folk, der går forbi, så står jeg og føler, at jeg ikke ved, hvad han lige pludselig kan finde på at gøre. Jeg føler mig ekstremt utryg i situationen. Heldigvis bliver han træt af at snakke med mig, fordi jeg overhovedet ikke siger noget som helst spændende tilbage, og så går han”.
Øjnene på gaden
Når Emily går på gaden, kan hun mærke blikkene fra omgivelserne – især når hun går sammen med sin kæreste, som er en mand og hedder Asger. Blikkene på gaden er noget, der har sat sig fast hos Emily. Både fordi hun lægger mærke til det – men også fordi hun tænker meget over det, når hun færdes i det offentlige.
Hun fortæller om en dag, hvor de skulle på date. Emily havde dresset lidt mere op end normalt og havde både kjole og høje hæle på. Da de havde gået i ti minutters tid, kigger Emilys kæreste pludselig på hende: “Så du det? Der var nogle, der IKKE kiggede på dig”. Selvom det også blev sagt som en joke, var det ikke desto mindre sandt. Det var første gang i de ti minutter, at der var forbipasserende, som ikke stirrede på Emily.
Hvad tænker du om det?
“Jamen på den måde kan man sige, at… Jeg ved det ikke. Det betyder bare, at jeg er meget bevidst om, hvad for noget tøj jeg går i, om jeg laver en plet, når jeg lægger makeup, om jeg går på en rigtig måde, eller om jeg gør et eller andet, der kan virke underligt. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at jeg har folks øjne på mig – så jeg vil gerne opføre mig på en måde, der ikke får folk til at synes, at jeg er underlig”, siger Emily.
Jeg vil gerne opføre mig på en måde, der ikke får folk til at synes, at jeg er underlig
De der blikke på gaden. Kan det ikke være noget, du bare forestiller dig? Altså, fordi det helt sikkert er sket nogle gange, så bilder du dig selv ind, at det sker hele tiden, uden at det nødvendigvis er sådan, det forholder sig i virkeligheden?
“Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis jeg får, lad os sige 20 procent ekstra opmærksomhed på gaden, så justerer jeg det nok sådan, at jeg føler, at jeg får 50 procent ekstra opmærksomhed. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok ikke fylder lige så meget for folk, der går forbi mig, som jeg selv kan være bange for at tænke”, siger hun og fortsætter:
“Men min oplevelse er – og det føler jeg mig relativt sikker i at sige – at jeg har markant flere øjne, der kigger efter mig. Især ældre mennesker, der kan finde på simpelthen at stoppe op på gaden og følge mig med hovedet. Nogle bliver sådan helt paf over at se mig komme gående. Det behøver ikke nødvendigvis at være negativt. Men der er også nogle, hvis ansigtsudtryk signalerer, at de tydeligvis ikke bryder sig om mig”.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Fuld plade på fordomme
Vi skriver 2023 i kalenderen. Ligesom mange andre ting burde diskrimination slet ikke finde sted i et moderne samfund. Så hvorfor er det lige, at unge som Ayman og Emily stadig oplever at blive udsat for diskrimination alene pga. deres baggrund?
I Aymans tilfælde handler det i høj grad om, at der er mange fordomme om unge med anden etnisk baggrund end dansk, mener han:
“Det bunder i, at der er nogle fordomme om, at vi alle sammen er fucking kriminelle. Og ja okay, jeg er jo faktisk tidligere kriminel, MEN det er der fandeme mange, der ikke er. Vi skærer alle over én kam, når vi bliver ved med at diskriminere på den her måde”, siger Ayman.
”Der er jo så meget fucking lort derude. Kig på sådan en som mig. Jeg opfylder alle kriterierne for de fordomme, som hr. og fru Danmark har. Jeg er perker med Ali Baba-skæg og krøller og fucking tidligere straffet. Alle punkter på den der liste er tjekket af”, fortsætter han.
“Hr. og fru Danmark har aldrig mødt mig, og de gider heller ikke at møde mig. Sådan ligger landet”.
En ny chance
Selvom Ayman kritiserer folk for at have de fordomme, så forstår han også godt, at folk har dem. Men han ærgrer sig over, at der ikke er større velvilje ift. at give unge som ham en ny chance. Det er nemlig forudsætningen for, at folk kan komme på ret køl i livet.
“Jeg kan jo godt forstå dem, men det er også bare… Når man faktisk prøver at ændre sig, så er det virkelig svært at komme tilbage på en lovlydig vej, når du bliver mødt med så mange fordomme, at du ikke kan komme i arbejde eller ikke kan få en læreplads. Altså det er jo helt latterligt. Og så snakker man om, at ikke-vestlige skal komme i arbejde – så giv mig et fucking arbejde, mand”, siger Ayman og griner, hvorefter han tilføjer:
“Det er jo heller ikke, fordi jeg tænker, at alle danskere drikker øl. Eller jo, det gør jeg faktisk – men jeg kan jo heller ikke skære alle over én kam, haha”.
Jeg er perker med Ali Baba-skæg og krøller og fucking tidligere straffet. Alle punkter på den der liste er tjekket af
Ayman mener, at “der er mange negative historier om os med ikke-vestlig baggrund”, og at folk hurtigt kan misforstå det, de ser i medierne.
“For eksempel når man hører om Islamisk Stat. Det første, du tænker, er muslim. Så kigger man på mig – muslim. Forstår du? Så poster de billeder af folk med skæg, der er terrorister. Så kigger du på mig – jeg har fucking fuldskæg”, siger han og griner igen.
At springe ud
I dag er de fleste danskere enige om, at det er helt fint, at f.eks. mænd er til mænd, og at kvinder er til kvinder, siger Emily. Men når det kommer til kønsidentitet, er det noget andet. Folk har sværere ved at forstå det, føler hun.
“For mit vedkommende handler det rigtig meget om, hvordan jeg ser mig selv og min krop. Det bliver meget visuelt, at jeg skiller mig ud. Jeg bruger 45-60 minutter foran spejlet hver morgen for at blive klar til at gå ud af døren. Det er jo i virkeligheden tid, jeg bruger på at få mig selv til at se anderledes ud. Det er der jo mange, som grundlæggende ikke kan forstå. De kan ikke sætte sig ind i mit sted og forstå, hvad jeg kommer fra”, siger Emily.
Hun mener dog, at det i 2023 – heldigvis – er nemmere at springe ud som LGBT-person end for bare nogle år siden – og at det med tiden kun vil blive nemmere og mere naturligt.
“For mig var det meget nemmere at forklare min familie, og det har været nemmere for dem at se det som meget naturligt, fordi der i stigende grad er flere, der tør at springe ud, og at flere og flere kender en anden – eller kender en anden, der kender en anden. Det betyder, at flere og flere danskere kender folk med LGBT-baggrund, og at det dermed bliver mere naturligt”, siger Emily.
Men det handler selvfølgelig også om, hvor og i hvilket miljø du er vokset op i, siger hun:
“Første gang, jeg mødte en anden LGBT-person, var i gymnasiet. Ellers var vi alle sammen lige så hvide, som jeg er og fuldstændig straight. Så diversitet var ikke noget, jeg oplevede i mit liv overhovedet, før jeg kom i gymnasiet. Og jeg har jo nok først rigtig lært det at kende, efter jeg kom videre fra det”.
Fællesskabets accept
Både Emily og Ayman er aktive i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Kampen mod diskrimination har i mange år været hjerteblod for DSU, som gennem årene har lavet flere kampagner mod diskrimination i nattelivet, bedre rettigheder for LGBT-personer og meget mere.
Mulighederne for unge er mange. Så hvorfor har Emily og Ayman valgt at bruge en del af deres fritid på at være aktive i en politisk ungdomsorganisation som DSU?
Emily meldte sig først og fremmest ind, fordi hun var politisk interesseret. Så det var egentlig ikke, fordi hun søgte et socialt fællesskab. Det har dog ændret sig, efter hun er blevet aktiv.
“Jeg gik ikke rigtig op i dét med fællesskab, for jeg havde jo venner i forvejen. Men efter at have været afsted på DSU’s weekendkurser og påskekursus, hvor vi har sovet i samme sal, gjort os klar sammen til fester, og vi har festet sammen, så har jeg virkelig lært, hvad det vil sige at have den der fællesskabsdel”, siger Emily.
Den accept, jeg har oplevet i DSU, har betydet rigtig meget for mig, og det tror jeg, at det kan for rigtig mange andre unge
At være sammen med kvinder i omklædningsrummet eller gå med andre kvinder på toilettet har været “en vildt bekræftende oplevelse” for Emily.
“Det fortæller mig, at der er andre, der ser mig som en af kvinderne. Hvor jeg jo nogle gange godt kan… Altså, jeg ved jo ikke, hvordan folk ser mig. Jeg ved jo ikke, om folk ser mig som en eller anden underlig. Så den slags oplevelser har været vildt store for mig. Når jeg kommer hjem fra et DSU-kursus, fortæller jeg stolpe op og stolpe ned til min kæreste, fordi det har betydet så meget for mig. De oplevelser har jeg haft i DSU. Så på den måde er fællesskabet i DSU endt med at betyde helt vildt meget for mig – også i forhold til at jeg føler mig accepteret i den, jeg er, på en måde, så jeg også tror mere på mig selv i dag, end jeg gjorde for bare et halvt år siden”, siger hun og fortsætter:
“Det er først, efter jeg er blevet aktiv i DSU, at det er gået op for mig, hvor fedt og bekræftende, det har været at få det fællesskab gennem DSU. Jeg har mødt så mange folk, som har givet mig en form for bekræftelse, som jeg virkelig ikke har oplevet før. Den accept, jeg har oplevet, har betydet rigtig meget for mig, og det tror jeg, at det kan for rigtig mange andre unge”.
Det er MIN historie
For Ayman lød det meget fjernt at melde sig ind – og endnu mere fjernt at blive aktiv – i en politisk ungdomsorganisation. Men det gik op for ham, at mange holdninger er politiske, selvom man i udgangspunktet ikke tænker, at det har noget som helst med politik at gøre.
“Jeg fandt ud af, at jeg kunne komme ud med politiske holdninger. Og jeg havde slet ikke tænkt over, at diskrimination jo faktisk også er en politisk mærkesag”, siger Ayman og fortsætter:
“Pludselig så jeg en masse artikler og begyndte at få en masse holdninger, og så var jeg sådan, ved du hvad? Det der med diskrimination er kraftedeme noget, jeg skal have snakket om. Der er ikke nogen, der har snakket om det emne, som jeg kommer til at snakke om det. Der er ikke nogen, der kan fortælle MIN historie bedre, end jeg kan fortælle den”.
Der er ikke mange tidligere straffede, der blander sig i den offentlige debat. Det vil Ayman lave om på. Han “repræsenterer alle dem, der bliver snakket om”, som han selv formulerer det.
Der er ikke nogen, der kan fortælle MIN historie bedre, end jeg kan fortælle den
“Det er derfor, jeg er her. Jeg kalder til kamp med min stemme og min baggrund. Det er også derfor, at der er en masse andre med anden etnisk herkomst og tidligere straffede, som faktisk lytter til mig – fordi jeg har trådt de samme fodspor som dem”, siger Ayman.
“Det er også derfor, at jeg gerne vil være politisk aktiv. For at hjælpe dem, der ikke råber højt. Jeg er deres stemme”, tilføjer han.
Forsideinterview i VISION, nr. 2, årg. 102 – juni 2023