Af Andreas Petersson
Den 29.-31. oktober afholder Ungdommens Nordiske Råd (UNR) sin årlige session. Traditionen tro sker det i dagene inden den årlige session i Nordisk Råd.
Mens Nordisk Råd er det parlamentariske organ for det officielle nordiske samarbejde, er Ungdommens Nordiske Råd et forum for de politiske ungdomsorganisationer i Norden.
Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) er medlem via paraplyorganisationen Forbundet Nordens Socialdemokratiske Ungdom (FNSU), der repræsenterer de socialdemokratiske ungdomsorganisationer i Norden.
Nu har Rasmus Emborg fra DSU meldt sit kandidatur til posten som præsident i Ungdommens Nordiske Råd, og han anbefales af et samlet FNSU.
Rasmus Emborg er medlem af Internationalt Udvalg i DSU og er desuden præsidentsuppleant i UNR. Han udtaler:
“Vi har brug for, at UNR får en stærkere stemme i Norden og Nordisk Råd. Vi skal stille krav fra ungdommens side til de nordiske ledere og komme med løsninger på, hvordan vi kan gøre Norden til et bedre sted at være ung. Det vil jeg kæmpe for”.
Rasmus Emborg er 24 år og har en bacheloruddannelse i Statskundskab fra Københavns Universitet. Han er medlem af DSU Valby og arbejder til daglig som organisationskonsulent i Socialdemokratiet, hvor han bl.a. beskæftiger sig med det nordiske samarbejde. I forbindelse med det forestående kommunal- og regionsrådsvalg er han i øvrigt kampagneleder for Tomas Breddam (S), der er borgmester i Roskilde Kommune.
“Jeg vil bruge min erfaring med organisationsledelse, kampagneførelse og det nordiske samarbejde til at styrke UNR strukturelt. Alle medlemsorganisationer skal høres og have indflydelse. På tværs af politiske skel kan vi spille aktivt ind i forhold til ungdommens udfordringer og presse på for handling i Nordisk Råd”, siger Rasmus Emborg og fortsætter:
“Det gælder især klimakrisen, som vi i Norden skal samarbejde meget mere om at løse. Og så skal vi værne om vores nordiske fællesskab og kulturarv. Her har UNR en unik rolle, som jeg tager meget seriøst”.
Kontakt:
Rasmus Emborg
Mobil: +45 61 62 55 57
E-mail: RasmusEmborg@Gmail.com
For spørgsmål til DSU’s internationale udvalg kan du kontakte international sekretær Lea Lindberg her.