Stemmerne er talt op, og over 83.000 elever har sendt et klart signal; Det største parti blandt eleverne ved Skolevalg 2019 var Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og Socialdemokratiet.
Det får DSU til at slå klart fast, at det såkaldte liberale ungdomsoprør er stendødt.
”Valgresultatet taler sit klare sprog, ungdommen vil fællesskabet, de vil have en grøn fremtid og en uddannelse i verdensklasse. Venstre og Liberal Alliance er går tilbage ved dette Skolevalg – det såkaldte liberale ungdomsoprør er stendødt, de unge vil have en ny regering!” udtaler DSUs Forbundsformand Frederik Vad Nielsen
Socialdemokratiet har malet Danmark rødt også flere steder som er ”klassiske” Venstre- højborge og de unge Socialdemokrater har deltaget i næsten 500 debatter landet over.
”Jeg er så utroligt stolt over alle vores frivillige DSU’ere, der over hele landet har knoklet for at udbrede vores budskaber. Vi har mødt de unge i øjenhøjde, og fokuseret på at løse udfordringerne i deres hverdag, ved at være konkrete og nuancerede. At de unge har kvitteret med et så flot valgresultat er jeg helt målløs over. Fremtiden er socialdemokratisk!” Afslutter Forbundsformand for DSU, Frederik Vad Nielsen.
Skolevalget kan kaldes en forsmag på det forestående Folketingsvalg. Derfor går de unge socialdemokrater ind i valgkampen med troen på en ny regering. DSU blev ved Skolevalget ikke bare Danmarks største ungdomsparti, men gik også over 7% frem i forhold til Skolevalget i 2017.