Den tredje tirsdag i november næste år – helt nøjagtig den 16. november 2021 – skal danskerne til stemmeurnerne for at stemme til kommunal- og regionsrådsvalget.

Derfor afholdt Danmarks Socialdemokratiske Ungdom tirsdag et kickoff-arrangement for DSU-kandidater for at skyde valgkampen i gang. Her markerede vi i fællesskab, at der var præcis et år til valgdagen i forbindelse med det kommende kommunal- og regionsrådsvalg, hvor 90 DSU’ere stiller op til kommunalbestyrelsen/byrådet eller regionsrådet.

Lokationen kunne ikke have været bedre, idet arrangementet fandt sted under de blodrøde faner i Arbejdermuseets festsal. DSU-kandidater fra hele landet deltog, men grundet myndighedernes retningslinjer som følge af COVID-19 var der en deltagerbegrænsning på 50 personer.

Lancering af kandidatkontrakt

Til kickoff-arrangementet lancerede DSU en kandidatkontrakt – DSU’s valgprogram til kommunal- og regionsrådsvalget i 2021.

“Kandidatkontrakten er DSU’s politiske fundament for de krav, vi stiller til vores kandidater i hele landet. Hvis man er DSU-kandidat og vil have DSU’s støtte, så kræver vi også, at man forpligter sig på at arbejde for konkret DSU-politik”, siger DSU’s næstformand, Katrine Evelyn.

“Der skal lyde en særlig tak til Politisk Udvalg i DSU for arbejdet med kandidatkontrakten og naturligvis også et stort tak til vores mange gode samarbejdspartnere, der er kommet med inputs”, tilføjer hun.

DSU’s kandidatkontrakt består af 25 mærkesager, som fordeler sig under fire overordnede søjler:

  • Det gode arbejdsliv
  • Uddannelse til alle
  • Trivsel for børn og unge
  • Den grønne omstilling skal ske lokalt

Hvis man er DSU-kandidat og vil have DSU’s støtte, så kræver vi også, at man forpligter sig på at arbejde for konkret DSU-politik

En lang række af DSU’s samarbejdspartnere fra både ungdomsfagbevægelsen samt elev- og studenterbevægelsen har bidraget til udarbejdelsen af kandidatkontrakten. Det gælder 3F Ungdom, HK Ungdom, Metal Ungdom, Blik og RørUngdom, Dansk El-Forbund Ungdom, Danske Skoleelever, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever og Lærerstuderendes Landskreds.

Inspirerende taler og paneldebatter

Ved sidste kommunalvalg i 2017 fik DSU valgt en borgmester. Hun hedder Christina Krzyrosiak og blev valgt som borgmester i Holbæk Kommune – og skrev dermed historie som Danmarks yngste borgmester nogensinde.

“Mens de skændes om den grønne omstilling på Christiansborg, så rykker vi på det lokalt”, lød det fra DSU-borgmester Christina Krzyrosiak i sin tale til DSU’s kickoff-arrangement.

Netop den grønne omstilling har man også rykket på i Aarhus Kommune, hvor man især har sat fokus på en mere bæredygtig og klimavenlig indkøbspolitik. Det fortalte Anders Winnerskjold, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet i Aarhus og er DSU Aarhus’ spidskandidat til kommunalvalget i 2021.

Mens de skændes om den grønne omstilling på Christiansborg, så rykker vi på det lokalt

DSU har også borgmesterkandidater på Fyn og i landets hovedstad. Sonja Marie Jensen er byrådsmedlem i Nyborg Kommune og er borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Nyborg, mens Laura Rosenvinge, der er medlem af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, er DSU Københavns fagborgmester-kandidat. Hun er desuden socialordfører for Socialdemokratiet i København.

Også Henrik W. Petersen, forbundsformand i Blik- og Rørarbejderforbundet, var forbi for at give en hilsen. Han opfordrede DSU’s kandidater til at kæmpe for et sundere indeklima i offentlige institutioner, særligt i folkeskoler og daginstitutioner.

Undervejs var der også en række paneldebatter mellem DSU’s samarbejdspartnere om de fire søjler i kandidatkontrakten.

Underskriftsceremoni

Senere på aftenen var der indlagt en underskriftsceremoni i programmet. For lige såvel som nyvalgte folketingsmedlemmer skal underskrive grundloven, så skal DSU-kandidater selvfølgelig også underskrive kandidatkontrakten og dermed forpligte sig på at gå til valg på – og arbejde for – DSU’s mærkesager til det kommende kommunal- og regionsrådsvalg 2021.


Christina Krzyrosiak, DSU’er og borgmester i Holbæk Kommune, underskriver DSU’s kandidatkontrakt. Se flere billeder i albummet på DSU’s officielle Facebook-side.

 

Foruden at skrive under på deres egen kandidatkontrakt, som DSU-kandidaterne fik med hjem, skulle de også sætte deres signatur på en stor plakatudgave af kandidatkontrakten. Den bliver indrammet og hængt op på DSU’s landsforbund.



Opdatering: I den oprindelige artikel stod der, at der var 70 DSU-kandidater, men siden kickoff-arrangementet har flere DSU’ere meldt deres kandidatur, så der nu er 90 DSU-kandidater (opdateret 18. oktober 2021).

Download kandidatkontrakten til underskrift her.

Download kandidatkontrakt-hæftet her.