DSU-formand: Vi er ved at tabe kampen mod ungdomsarbejdsløsheden

Frederik Vad, forbundsformand

Kære generationsfælle

Du står et fantastisk spændende sted i dit liv. Dine sidste eksamener afsluttes lige om lidt, du har lige taget hul på sommeren som udlært, eller du glæder dig til at skulle bruge ferien om lidt på at spare sammen til at flytte hjemmefra. Coronavirussen skræmte dig den første måned, men en Christiansborg-dopet økonomi og forældrenes pengepung har måske camoufleret krisen for dig nu. Optimismen er vendt tilbage sammen med solskin og sommertemperaturer, og du tænker, at ferien fint markerer overgangen fra én ekstraordinær situation i dit liv til en anden: Coronakrisen er væk – nu skal der tages hul på det spritnye voksenliv eller et andet spændende livsskifte.

Problemet er, at du tager fejl. Og din passivitet kan være med til at tabe vores generations fremtid på gulvet.

Vi aner ikke, hvad der kommer til at ske, når lønkompensationspakkerne udløber i slutningen af august, oplevelsesøkonomien rammes hårdt, og alle virksomheder skal finde sine ben i sensommeren. Men det, vi med garanti ved, er, at en verdensøkonomisk krise først og fremmest vil ramme vores generation hårdest. Allerede nu har over 43.000 unge under 30 år mistet deres arbejde. Vores netværk og erfaringer fra arbejdsmarkedet er dårligst, og vi er nemmest at fyre. Mange af os arbejder ufaglært i de virksomheder, som først skrider i svinget. Som nyuddannede skal vi pludselig til at konkurrere med etablerede midaldrende om jobbene. Tabes vi på gulvet, fortæller historien fra 1980’ernes massearbejdsløshed os, at det kan forfølge os i årtier.

Ret skal være ret: Allerede nu har Christiansborg og arbejdsmarkedets parter klogt forsøgt at holde hånden under lære- og elevpladser, antallet af studiepladser er blevet øget, og studerende kan tage højere SU-lån. Men kampen for at sikre, at alle unge kan få et ufaglært arbejde, et studiejob eller et fritidsjob, er væk – og det er den vigtigste kamp. Derfor skal vi med al magt forsøge at presse regeringen til at forberede en ungekickstart, som sikrer, at ungdomsarbejdsløsheden ikke eksploderer lige om lidt. Problemet er, at det gør vi ikke.

Alt har for os handlet om ikke at lide afsavn i genåbningsfasen. Kampen for at åbne efterskoler, højskoler, klasseværelser og studentervogne har været det vigtigste – også for mig og min organisation. Selvfølgelig skulle vi stå sammen om at sikre, at en unik sommer i vores liv ikke skulle smadres unødigt. Men nu er det kraftfulde generationsopråb forstummet, og vel at mærke på et yderst kritisk tidspunkt. Spørgsmålene er derfor klare: Hvis det virkelig er det eneste, vi kunne stå sammen om at kræve, var det så det hele værd? Hvor er vi henne i kampen for at få en realistisk chance for at kunne finansiere dit nye voksenliv? Hvor lyder kravet om, at politikerne skal skaffe arbejde til os, som har mindst at tilbyde de økonomisk pressede arbejdsgivere?

Kampen for at sikre, at alle unge kan få et ufaglært arbejde, et studiejob eller et fritidsjob er væk – og det er den vigtigste kamp

Når tømmermændene fra studenterugen, svendegilderne og sommerhusturene har lagt sig, vil mange af os opdage, at det bliver svært at flytte hjemmefra. At behovet for 15-25 løntimer om ugen for at kunne betale huslejen ikke kan opfyldes. At det ufaglærte job, vi er dybt afhængige af – enten permanent eller midlertidigt – ikke kan opdrives. Vi bliver nødt til at komme den erkendelse i forkøbet og allerede nu kræve handling af politikerne. Ellers kommer vi for sent.

Det er nu, vi skal kræve, at kommuner og private virksomheder får økonomiske incitamenter til skabe fritidsjobs. Det er nu, vi skal kræve 6-12 måneders betalt uddannelse eller orlov, så der kan blive skabt vikarjob til unge nyuddannede. Det er nu, vi skal kræve, at arbejdsudbuddet bliver mindre i en periode, så vi unge kan få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Hvis ikke vores krav om at få et arbejde lyder tre gange så højt, som kravene om at komme tilbage i klasselokalet eller ind i studentervognen gjorde, svigter vi os selv. Og vi giver Christiansborg-politikerne en undskyldning for ikke at levere den redning af vores generation, som kan vise sig at blive altafgørende i sensommeren.

Så kære generationsfælle: Lad os råbe hele sommerlandet op. Lad os tvinge os selv ud af begyndende feriekuller og magelighed og kræve handling af politikerne. Lad os ikke bare tænke 14 dage frem i tiden, men 14 måneder. Vi må ikke misse chancen for selv at få magt over fremtiden for os selv og vores jævnaldrende – og det er vi desværre i gang med.

Debatindlæg bragt i Politiken 21. juni 2020.