Frederik Vad på vegne af DSU
Frederik Enevoldsen på vegne af Fagbevægelsens Ungdom
I dette efterår skal regeringen behandle klima, finanslov, taxametersystem, politiforlig og meget andet. Vi hepper hele vejen på politiske aftaler, som sikrer et mere socialt retfærdigt Danmark. Men forudsætningen er, at vi ikke fodrer hunden med sin egen hale.
I forbindelse med fremlæggelse af regeringens forslag til nyt politiforlig stod det klart, at regeringen lægger op til at hente finansiering på uddannelsesområdet. Det er uholdbart.
Misforstå os ikke: Regeringens ambition om at komme noget af den markedsføring til livs, som bidrager til usund konkurrence mellem uddannelsesinstitutionerne om de stærkeste elever, deler vi. Men det sker ikke ved at fjerne hundredvis af millioner kroner fra hele uddannelsesområdet.
Konsekvenserne af den manøvre er nemlig, at vi risikerer endnu en runde uddannelsesbesparelser over hele linjen. Det kan godt være, at vi kan få fjernet unødvendige biografreklamer og aggressiv markedsføring – men der er ingen garanti for, at nedskæringerne ikke også vil ramme bredere.
Alt for mange unge gribes ikke, når de falder fra i vores uddannelsessystem
Sidste år stoppede regeringen og støttepartierne det omprioriteringsbidrag på uddannelsesområdet, som gennem mange år har udhulet muligheden for at skabe uddannelse i verdensklasse.
Uanset om det har været i værkstedet, klasselokalet eller auditoriet. Heldigvis har det nye flertal taget skeen i den anden hånd her.
Næste skridt må være, at vi stopper den krydsfinansiering, som bl.a. kan betyde, at uddannelseskroner skal bruges på politibetjente. Når store aftaler lukkes om klima og politiforlig, så dur det ikke, at uddannelsesområdet står for skud.
Her er der nemlig også en masse udfordringer at løse. Over 100.000 unge har hverken uddannelse eller arbejde. Alt for mange unge gribes ikke, når de falder fra i vores uddannelsessystem.
Vi har stadig problemer med for få lære-, elev-og praktikpladser. Er man tal- eller ordblind, får man ikke den tilstrækkelige hjælp, man har brug for hverken i grundskolen, på ungdomsuddannelserne eller på videregående uddannelser.
Der er stadig voldsomme problemer med kvaliteten af undervisningen rigtig mange steder. Kort sagt er der nok at bruge eventuelle markedsføringskroner på internt i uddannelsessystemet.
Vores opråb til regeringen er derfor klart: Lad ikke uddannelse finansiere andre politiske aftaler i efteråret. Findes der tåbelige udgifter i uddannelsessystemet i dag, så lad os bruge pengene på at investere i kvalitet på værkstederne og i klasselokalerne. Det er der meget mere perspektiv i.
Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten 18. oktober 2020.