Af Frederik Vad, forbundsformand

 

Kan I huske, da et flertal i Folketinget aftalte at sikre værdig tilbagetrækning til slidte jord-og betonarbejdere, rengøringsassistenter og slagteriarbejdere? Kan I huske, at vi for første gang i et par årtier nu fik en aftale, der udvidede sociale rettigheder for mennesker? Kan I huske, at det faktisk blev Arnes tur?

Jeg kan godt forstå, hvis I har glemt det. For de venstreorienterede meningsdannere, kommentatorer og journalister var hurtigt videre. Det var alt for uinteressant åbenbart. Alle dem, der dagligt efterspørger såkaldte progressive løsninger i debatspalterne, havde allerede forladt Arne-aftalen, før blækket var tørt. Det samme gælder mediecirkusset.

For mig understreger det en gammelkendt pointe: Hver eneste gang kampen for almindelige mennesker bliver konkret, så bliver det uinteressant for den kreative klasse. Hver eneste gang det er dem med de korteste uddannelser og laveste lønninger, der får opmærksomhed, så bliver det simpelthen for kedeligt.

Hverdagen for mennesker der tjener små lønninger og klarer sig selv på trods af stramme budgetter og hårde arbejdstimer, underbelyses gang på gang. I venstreorienterede miljøer, i medierne og på Christiansborg.

Ingen grænser for engagement

Til gengæld er der ingen grænser for engagementet i kampen for social retfærdighed, når det handler om abstrakte og luftige paroler. Ordene genlyder overalt i spalterne: Mere klima nu! Mindre racistisk sprog nu! Mere medmenneskelighed over for flygtninge nu! Mindre symbolpolitik nu! Mere åbenhed og venlighed nu!

Hver eneste gang kampen for almindelige mennesker bliver konkret, så bliver det uinteressant for den kreative klasse

Meget af det kan være fint og fornemt. Men der er intet incitament til at dykke ned i maskinrummet og blive konkret på, hvordan vi rent faktisk får operationaliseret parolerne. Hvordan vi kommer fra A til B på en måde, hvor vi skridt for skridt kan skabe et mere frit, mere lige og mere socialt retfærdigt samfund. Derfor består den progressive og venstreorienterede debat i de traditionelle medier mest af statsbetalt støj. Intet opbyggeligt, konstruktivt eller optimistisk.

Et eksempel på det kunne være hele sommerens diskussion om racisme. Den var båret frem af sagerne om forfærdelige og racistiske politibetjente i USA, som udsætter den sorte befolkning for nedværdigende behandling. I stedet for at bruge anledningen til at finde konkrete løsninger på de diskriminationsproblemer, vi har i Danmark, så adopterede man parolerne fra Black Lives Matter i store demonstrationer herhjemme.

Hvor var de konkrete forslag til at hjælpe de unge med anden etnisk baggrund, som ikke kan få en læreplads? Hvor var de konkrete forslag til at straffe de natklubber og diskoteker, som ikke gider lukke unge med en bestemt hudfarve ind? Hvor var værktøjerne til at bekæmpe diskriminationen på ventelisterne til boliger? Der kom ingenting. Den konkrete diskussion om, hvordan diskriminationen i hverdagen kunne bekæmpes for almindelige borgere i det her land, den udeblev totalt. Tilbage stod den velkendte snak om sprog, symbolik og abstrakte paroler.

Jeg frygter, at afgrunden mellem befolkningen og meningsdanner-eliten kun bliver større, hvis ligegyldigheden over for konkrete løsninger på konkrete problemer fortsætter med at eksistere. For i befolkningen efterspørger man faktisk konkrete løsninger. Folk bliver glade når man præsenterer konkrete bud på, hvordan vi kan hjælpe ordblinde skoleelever bedre, bygge billige boliger i byerne og sikre flere pædagoger til vores børn. Jo mere konkret det kan blive, jo bedre bliver politikere taget imod på gader og stræder.

Stor opbakning

Derfor har opbakningen til værdig tilbagetrækning for slidte lønmodtagere også været stor i befolkningen. Her har man kvitteret for et konkret forslag, som for en gangs skyld vil gøre tilværelsen lettere for mennesker, der har knoklet på arbejdsmarkedet, siden de var helt unge voksne.

Jeg ville ønske, at den opbakning kunne smitte af på de meningsdannere, journalister og kommentatorer, som hylder paroler og vrænger af konkrete forandringer. Det vil bygge bro i vores samfund og skabe flere muligheder for reelle forbedringer af menneskers liv.



Indlæg i Sjællandske den 31. oktober 2020.