Af Julie Holt og Mia Fallentin
Redigeret af Andreas Petersson
OBS: Artiklen er oprindeligt bragt i medlemsmagasinet DSU’eren, nr. 2 – årg. 99, juni 2020.
Dannerhuset på Nansensgade huser organisationen Danner, der arbejder nationalt og internationalt for at stoppe vold mod kvinder. Danner driver også et krisecenter med 18 lejligheder til kriseramte kvinder og deres børn. DSU’eren har talt med direktør Lisbeth Jessen om en del af Danners arbejde, hvordan det påvirker kvinder at være udsat for vold og om vold i hjemmet under en epidemi.
Vi fanger Lisbeth Jessen på telefonen, mens hun er på arbejde i Dannerhuset. På grund af coronakrisen er det ikke muligt for os at møde hende ansigt til ansigt, men hendes engagement og passion for at hjælpe voldsramte kvinder kan mærkes selv gennem den lidt usikre telefonforbindelse. Om Danners oprindelse fortæller hun:
“De fleste kender Danner som den gamle Danner-stiftelse eller Grevinde Danner, som jo tilbage i 1979 blev besat af mere end 300 feminister, fordi det skulle rives ned. Så fik de lovliggjort det og startede kort efter Danmarks første krisecenter for kvinder. Det var ikke det, de havde tænkt, at huset skulle bruges til, men det var det, der var brug for. Pludselig blev det dét, der samlede Danmark: Kampen for at stoppe vold mod kvinder”.
I 2019 havde Danner 40-års jubilæum, og i dag karakteriserer Lisbeth Jessen kvindeorganisationen som en moderne organisation, der “arbejder både nationalt og internationalt for at stoppe vold mod kvinder og for at fremme ligeværd og ligestilling mellem køn, fordi vi ved, at det modsatte fører til vold”.
Kvindens sikkerhedssituation er det vigtigste
Der er mange forskellige måder, hvorpå en kvinde, som har været udsat for vold, kan komme i kontakt med Danner og blive hjulpet.
“Der sker ofte det, at en kvinde eller en af hendes pårørende ringer ind til os og fortæller, at hun har brug for hjælp. Så skaber vi en dialog med den kvinde via vores hotline, der har åbent 24 timer i døgnet. Nogle gange kommer der også en kvinde og ringer på døren, og så tager vi selvfølgelig imod der og inviterer hende indenfor”, fortæller Lisbeth Jessen.
Yderligere har Danner en række opsøgende indsatser i minoritetsmiljøer, hvor de træffer kvinder, der har brug for hjælp. Og endelig er der de forhold, hvor kommunen, politiet eller andre offentlige myndigheder ringer til organisationen, fordi de har en kvinde, der har været udsat for massiv vold og har brug for at komme i et af Danners tilbud.
“Nogle gange ringer kvinderne og sidder nede på den lokale legeplads og kan ikke gå hjem, fordi de har været udsat for vold, og så er det jo en helt særlig sikkerhedssituation, der opstår, hvor vi skal have dem ind i en taxa, have dem til at slukke deres mobil og have dem ind til os”, fortæller Lisbeth Jessen og henviser til den proces, der hedder, at der skal skabes klarhed omkring kvindens sikkerhedssituation. Uanset situationen starter processen altid med at afdække det.
Hvis manden er meget opsøgende, skal vi selvfølgelig ikke anbringe hende et sted, hvor han nemt kan finde hende igen
Dernæst handler det om at finde ud af, hvad kvinden præcist har været udsat for. Det kan være fysisk, psykisk eller seksuel vold. Til sidst skal det så vurderes, hvorvidt Danner er i stand til at hjælpe kvinden. Kvinder med psykiske lidelser eller misbrug skal nemlig have et andet, mere specialiseret tilbud end det, de kan give på Danner. Når det er afklaret, handler det om at finde det rigtige tilbud for den pågældende kvinde.
“Her kan vi hjælpe hende på forskellige måder. Hvis hun har brug for en låst dør, fordi hun er angst, er gået hjemmefra og sidder på en eller anden plads med sine børn, så skal vi sørge for, at der bliver passet på hende, så hun ikke bliver overfaldet igen. Hvis vi har en plads på krisecentret, så får hun en der”, siger Lisbeth Jessen.
Hvis der ikke er plads på Danners eget krisecenter – hvilket desværre sker ofte – bliver kvinden visiteret til et af de mange andre krisecentre i Danmark, og i øjeblikket driver Danner også et nødkrisecenter i København med 25 ekstra pladser.
“Hvis manden er meget opsøgende, skal vi selvfølgelig ikke anbringe hende et sted, hvor han nemt kan finde hende igen. Så skal hun et helt andet sted hen i landet. Det kan også være en kvinde, der ikke har brug for en låst dør, fordi hun måske bor hos sin veninde, men hun har brug for hjælp, fordi hun har fået PTSD, angst og depression af volden. Derfor har hun brug for et professionelt forløb for de traumer og brug for at få hjælp til at komme ud på den anden side. Det kan hun få i Danners ambulante tilbud Sig det til nogen’”, fortsætter Lisbeth Jessen.
PTSD, hårtab og angst
De fleste af de kvinder, der ender på krisecenteret, har det tilfælles, at de har levet med volden meget længe. Over halvdelen af kvinderne har levet i volden i fem år eller mere, og selvom volden har været forskellig fra kvinde til kvinde, har de ofte det tilfælles, at de er psykisk og fysisk meget hårdt medtagede. 44 procent af kvinderne har symptomer på PTSD, flere af dem har tabt håret, og mange udvikler angst.
Lisbeth Jessen fortæller, at kvinderne virkelig er kriseprægede, når de kommer til Danner første gang:
“Psykologerne ville betegne dem som værende i en tilstand af “high arousal”, altså meget højt alarmberedskab. Alle ens nerver sidder udenpå, hvis man skal sige det med almindelige danske ord. Man kan reagere på mange forskellige måder ved enten at tale uafbrudt eller være helt stille. Man kan være helt låst i sin krop og have skuldrene helt oppe under ørerne, fordi det er en fysisk reaktion på det, man har været i. Man farer sammen ved den mindste lyd, man kan ikke sove, man kan ikke spise. Det er typisk noget af det, der kendetegner kvindernes første dag her på Danner”.
Jeg kan se, at de går ned og tager i den store dør for at se, om den er låst, og de er sikkerhed
Lisbeth Jessen kan også se på børnene, at de er voldsomt traumatiserede og plagede af det voldelige hjem, de kommer fra. Gennemsnitsalderen på børnene er fem år.
“Det betyder, at mange af dem er vokset op med volden. Jeg kan se, at de går ned og tager i den store dør for at se, om den er låst, og de er sikkerhed. For de har passet på deres mor i lang tid og været rigtig utrygge”, siger hun og forklarer, at børnene heller ikke har kunnet spise eller sove. Nogle gange er de udadreagerende og voldsomme. Andre gange er de helt stille.
“Men det gælder for dem alle sammen, at de har det rigtig skidt, og det er jo lige så alvorligt, at ens mor bliver udsat for vold, som at man selv gør. Nogle gange bliver vi nødt til at lære dem at lege igen”.
Volden fortsætter
Hjælpen til de kvinder, der har været udsat for vold, stopper ikke, når de forlader krisecentret. Nogle kvinder oplever at blive stalket af deres voldelige ekspartner, og kvinder fra minoritetsmiljøer kan opleve at blive udstødt fra deres lokalsamfund, fordi det anses som uacceptabelt at søge hjælp udefra.
“En kvinde havde oplevet, at han havde sendt hende billeder af et hul med noget våd cement og skrevet ‘Der skulle du nok have ligget nede’. Det er en meget sygelig måde, de ikke vil slippe dem på. Derfor har de brug for hjælp og muligheden for at være i en gruppe af kvinder, der har oplevet nogle af de samme ting”, siger hun.
Derfor har Danner både efterværnsgrupper og såkaldte udslusningsboliger, hvor man kan bo i op til fire år, efter man har forladt krisecentret med en fast socialrådgiver og pædagog tilknyttet.
Det betyder, at vi ikke gør det for kvinden – vi hjælper hende til at finde styrken til at gøre det
For Lisbeth Jessen og Danner er det vigtigste i hele forløbet at give magten tilbage til kvinderne. Det gælder blandt andet, når det kommer til anmeldelse af volden til politiet.
“Vi tror på en tilgang, der hedder empowerment. Det betyder, at vi ikke gør det for kvinden – vi hjælper hende til at finde styrken til at gøre det. Vi opfordrer meget til, at man anmelder volden til politiet. Det gør vi dels, fordi vores erfaring er, at det er vigtigt for kvinden at opleve en form for retfærdighed; at føle at den vold, man har været udsat for, har konsekvenser, men det gør vi selvfølgelig også for at stoppe manden i sine gerninger”, siger hun og fortsætter:
“Vi prøver sammen med hende at gøre hende så stærk, at hun vælger at tage nogle af de valg for sig selv efterfølgende. Vi rådgiver hende om, hvad der vil være godt, og vi hjælper hende med at dokumentere skaderne, så hun stadig kan vise de blå mærker, når hun vælger at anmelde det. Der kan nemlig godt gå noget tid, før man finder modet til det”.
Jeg tror, det beror på, at kvinderne er hjemme hos voldsudøveren. De har simpelthen ikke mulighed for at forberede flugten hjemmefra
Under coronakrisen er der blevet talt om kvindekrisecentre og vold i hjemmet. Flere lande, heriblandt Frankrig, har oplevet en stor stigning i antallet af henvendelser til krisecentre. Men også hos Danner har krisen gjort en uhyggelig forskel.
“Organisationen Lev Uden Vold, som driver den nationale hotline, har oplevet, at antallet af de telefoniske henvendelser er fordoblet. De fysiske henvendelser for at få en plads på krisecentrene er faldet. Jeg tror, det beror på, at kvinderne er hjemme hos voldsudøveren. De har simpelthen ikke mulighed for at forberede flugten hjemmefra. Det vil sige, at de har mulighed for at ringe, hvis de er ude at gå en tur eller er nede på legepladsen med børnene. De bliver så spurgt, om de har mulighed for at komme herind, men den mulighed har de ikke, fordi voldsudøveren er derhjemme”.
Fakta: Voldsramte kvinder i Danmark
- Omkring 38.000 kvinder bliver hvert år udsat for vold af en partner – enten fysisk, psykisk, seksuelt eller flere af de tre, og hvert år er lige så mange børn under 15 år vidne til vold mod en forælder.
- 98 procent af de kvinder, der kommer ind på de danske krisecentre, har været udsat for psykisk vold af deres partner.
- Hvert sjette barn oplever vold i hjemmet.
- Mere end halvdelen af de kvinder, der kommer på Danner, har været i volden i mere end fem år.
- Danner beskytter hvert år omkring 65 kvinder og lige så mange børn på deres krisecenter.
- Det antages, at omkring fire procent af kvinder i Danmark bliver udsat for psykisk vold af nuværende eller tidligere partner, mens det gør sig gældende for omkring én procent af mænd.
Kilde: Danner, Dansk Kvindesamfunds Krisecentre og LOKK (Landsorganisation af Kvindekrisecentre)