Interview af Carl Emil Lind Christensen og Mads Hvidbjerg Kristensen
Fotos af Jolantha Thaning Haarbye
Hendes diagnose er klar: Efter den kolde krigs afslutning lod Vestens politikere en globalistisk ideologi spire. Den var baseret på venstrefløjens tro på diversitet og højrefløjens tro på markedet, der tilsammen skabte forestillingen om en global landsby. Men nu slår globalismen revner. Og populisterne står klar i kulissen. DSU’eren har interviewet Anna Libak.
Anna Libak smiler stort, da hun slår døren op til sin villa nær Søndermarken i Valby. Hun byder DSU’erens udsendte indenfor og tager vores jakker, som hun hænger på bøjler i et dertil indrettet skab i hallen. Den 50-årige redaktør, Ruslandskender og nyslåede folketingskandidat guider os ind i det arbejdsværelse, hvor interviewet skal foregå. Langs væggene står der bogreoler med dansk og international litteratur. Et kunstværk med kyrillisk tekst og et popartbillede af Obama afslører, at vi er i et hjem med ekspertise i international politik. Og det er netop international politik, der er omdrejningspunktet for vores samtale.
GLOBALISMENS PARADIGME
I 1991 brød Sovjetunionen endegyldigt sammen. Planøkonomien havde spillet fallit, og borgerne i det kommunistiske øst havde gjort oprør mod undertrykkelsen. Blandt Vestens politikere bredte sig en forståelse af, at det nu kun var et spørgsmål om tid, før Vestens styreform – retsstat, demokrati og kapitalisme – var spredt til hele verden. Det er denne ideologi – troen på internationalisme, globalisering og frie markedskræfter – som Anna Libak i sin bog ”Forstå Populismen!” har døbt globalismen:
”Globalismen er forestillingen om, at de vestlige værdier er universelle, og at alle lande før eller siden vil tilslutte sig dem. Og på den baggrund forestiller man sig en global landsby, hvor idéen er, at jo mere folk bliver blandet sammen, jo mere tolerante, innovative og lykkelige bliver de,” forklarer hun.
Globalismen blev af mange grunde en ideologisk og realpolitisk succes. Den grænseoverskridende kapitalisme, frihandelsaftalerne og den frit vandrende arbejdskraft skabte enorm velstand i store dele af verden. På det ideologiske niveau forenede globalismen socialisternes tro på mangfoldighed med liberalisternes tro på en demokratiserende kapitalisme:
”Globalismen fusionerer hele venstrefløjens kamp om borgerrettigheder og omfavnelse af minoriteter med højrefløjens tro på, at markedet er en problemknuser, der spreder demokrati,” forklarer Anna Libak.
POPULISMENS OPHAV
Men ifølge Anna Libak har det seneste årti fået jorden til at skælve under globalisterne. Finanskrisen og flygtningestrømmene har vist svagheden ved tæt international integration, og det er blevet tydeligt, at langtfra alle vinder på globaliseringen. Almindelige lønmodtagere i Vesten har set uligheden stige voldsomt og arbejdspladserne flytte til Østeuropa og Asien, mens indvandring fra ikke-vestlige lande har belastet velfærdsstaten økonomisk og ført til kultursammenstød.
I mange lande har protestpartier på højre- og venstrefløjen vokset sig store og stærke. Fælles for alle disse protestpartier er ifølge Anna Libak, at de reagerer mod globaliseringen og hævder at tage almindelige menneskers bekymringer alvorligt. Ifølge hende har fremvæksten af populistiske partier tvunget de etablerede partier til også at sætte fokus på globaliseringens negative sider:
”Der er sket et paradigmeskifte. Alle partier, som har betydning i den vestlige verden, er partier, der forholder sig til de problemer, globaliseringen har skabt. Det centrale er, om almindelige menneskers bekymringer bliver taget alvorligt og opfanges af det politiske system, så det politiske system kommer med et svar på dem.”
POPULISME ER IDENTITETSPOLITIK
I sin bog konkluderer Anna Libak, at ”populisme er et redskab til politisk selviscenesættelse.” Populisme er så at sige ikke en ideologi, men et kommunikationsmiddel, der kan anvendes efter behov. Det, der forener Sverigedemokraterne, Front National, Femstjernebevægelsen og græske Syriza, er globaliseringsskepsis. Selvom protestbevægelserne hører hjemme på begge fløje, har de alle været fælles om at anvende populisme som et strategisk middel.
”Populismen er en megafon, som de antiglobalistiske partier har råbt i,” konkluderer Anna Libak.
Vælgerne har ikke stemt på de antiglobalistiske partier, fordi de er racister eller elsker demagoger. Det nytter ikke noget at kalde dem ”a basket of deplorables” eller ”globaliseringens tabere”. Ifølge Anna Libak har de primært stemt på populisterne, fordi de ikke har haft andre steder at gå hen.
Både populister og etablerede politikere har ifølge Anna Libak været slemme til at ”dæmonisere” modparten:
”Det ene sted skriger man ’fascister!’. Det andet sted skriger man ’elite!’. Det er præcis det samme. Det er den samme metodik. Jeg opfatter det som en magtstrategi – et forsøg på at lukke munden på modstanderne uden at bruge argumenter.”
Det centrale i populismen er altså krænkelsen. At en elite har krænket folket. Det samme gælder for identitetspolitikken. Her er det bare ikke folket, men en afgrænset gruppe, der er blevet krænket:
”Populisme er ren identitetspolitik. At man lader identiteten være argumentet i sig selv. På højrefløjen er det folket, den hvide mand, danskeren og amerikaneren. På venstrefløjen er det feminister, afroamerikanere, transkønnede og andre minoriteter. Så snart man lader sin identitet være argumentet i sig selv, så er man identitetspolitiker.”
POLARISERING TRUER DEMOKRATIET
Anna Libak mener, at populismen og identitetspolitikken har medført en enorm splittelse i Vesten:
”Der sker i øjeblikket en meget voldsom polarisering. Vi kommer også til at se endnu mere polarisering i Danmark. Når jeg ser den amerikanske midtvejsvalgkamp, bliver jeg helt forfærdet over, hvor meget de råber ad hinanden. Polariseringen er resultatet af en global landsby, hvor folk identificerer sig som modsætning til andre. Når du har sagt, hvad du er, har du også sagt, hvad du ikke er.”
Derfor er Anna Libaks opfordring til Vestens politikere også klar og tydelig:
”Det absolut vigtigste er, at det politiske system har et svar på de bekymringer, befolkningen har. Hvis ikke, er demokratiet truet, og folk går på gaden.”