S må kræve forbud mod sexkøb
06. september 2008
I fredagens udgave af Politiken, havde jeg, sammen med Poul Nyrup Rasmussen, skrevet et lille indlæg om prostitution. Læs indlægget her:
Prostitution: S må kræve forbud mod sexkøb
I 50 år har vi forsøgt med gode argumenter og klokkeklare statistikker. Lige lidt har det hjulpet: Prostitutionen i Danmark lever i bedste velgående, og en stadig større del af kvinderne er handlet og tvunget ind i den lyssky branche af udspekulerede bagmænd. Lokkemidlet er drømmen om at komme væk fra fattigdom, vold eller diskrimination. I stedet havner de under slavelignede forhold på danske gader og bordeller.
Derfor er det på tide en gang for alle at sige stop for menneskehandel i Danmark. Vi har allerede erkendt, at informationsvirksomhed ikke er nok, når det gælder rygning. Derfor har vi indført et forbud - som rent faktisk virker. Sig os så lige, hvorfor det er så specielt problematisk at indføre lovforbud mod købesex?
Men forbud ikke kan stå alene. Der skal samtidig afsættes flere ressourcer til politiet, så det kan sætte hårdt ind over for de brutale bagmænd. Og så må vi ikke glemme dem, som det drejer sig om - kvinderne. Når vi socialdemokrater taler om at gøre en indsats for de sårbare og udsatte, 'dem udenfor', i vores samfund, så gælder det også de prostituerede kvinder, som ofte er at finde på samfundets bund uden en chance for et værdigt liv. Derfor skal vi tage hånd om dem og stoppe med at behandle dem som kriminelle i stedet for det, de er: ofre for brutale bagmænd og et uværdigt marked.
Vi kan simpelthen ikke længere se stiltiende til, at Danmark halter bagud i kampen mod menneskehandel. Andre EU-lande som eksempelvis Storbritannien har vist vejen frem ved at forstærke politiindsatsen massivt. Og det har givet pote: stribevis af anholdelser af bagmænd gennem storstilede aktioner over hele landet. Dertil skal lægges alle de kvinder, som samtidig er blevet reddet ud af deres fangenskab. Der er i det hele taget flere gode eksempler i EU, som Danmark med fordel kunne tage ved lære af. I Europaparlamentet drøfter vi stadig oftere, hvordan vi kan stoppe handel og vold mod kvinder.
Vi ved fra EU og politisamarbejdet mellem østersølandene, hvor svært det er at stoppe den kriminelle handel med kvinder. Her siger vi: Når man ikke kan stoppe trafikken, så kan vi stoppe markedet!
Lad os tage konsekvensen. Vi mener, at der skal sættes en stopper for den branche, der allerede har påført alt for mange kvinder uhelbredelige skader for livet. Vi må aldrig hænge fast i konservative samfundssyn. Store dele af det moderne velfærdssamfunds udvikling kom netop, fordi Socialdemokraterne ville det, forstod den nye tid, erkendte, at gamle metoder ikke duede og gik nye veje. Når vi nu ved, at 'den lykkelige luder' er en myte, så skal det føre til politisk handling. Vi synes ikke, at vi stiltiende skal acceptere samfundets passivitet over for det store antal af danske mænd, som dagligt udnytter kvinder - og bagmænd, der behandler dem som en handelsvare.
Vi ved godt, at modstanderne siger, at et konsekvent lovforbud blot skaber endnu mere kriminalitet. Og at den brutale undergrundsbranche blot rykker uden for myndighedernes kontrol. Men ærlig talt: Kan det blive værre?
Kommentarer
Viser resultaterne 1 til 1 af 1| Dani Coool fra 8210 4real! | |
| tirsdag, 09-09-08 10:57 Hvor er det fedt, at DSU sætter en dagsorden omkring prostitution. Jeg håber, at politikerne på Borgen lytter til jer. |
|


